amhv

Anne Marie H. Vesten – Billedkunstner

Om

Mit navn er Anne Marie Honoré Vesten og jeg har været aktivt udøvende indenfor billedkunst siden 1990.

Min faglige baggrund er udfordret og udviklet gennem undervisning på Fyns Kunstskole i Odense samt selvstudier med mange timers arbejde foran staffeliet. Af materialer benytter jeg papir, plader, blyanter, kridt, akvarel- og oliefarver, palet, pensler mm.

Min intension og interesse har altid været at skabe fortællinger og oplevelser af lyset, skyggen og balancen herimellem, mennesket og det levede liv samt naturen og dens mangfoldighed.

Kontrasten og balancen mellem lyset og skyggen er oftest det styrende element i min værker, og de har en uendelig variation af udtryksmuligheder. Jo længere, jeg er kommet ind i processen med maleriet, jo mere søger jeg at skabe en oplevelse af, at lyset kan gennemstrømme, oplyse eller omslutte alt. Det er en stor ambition, som jeg aldrig vil kunne indfri, men den er en vedvarende drivkraft, som betyder, at jeg altid er på vej med nye oplæg, skitser og malerier.

Min palet er begrænset, men rummer trods dette store variationsmuligheder. Begrænsningen er et bevidst valg, da det medfører en vedvarende søgen og skærpelse af evnen til at opleve de små nuancer, som kan løfte det samlede udtryk.

Inspirationen til mine arbejder tager altid sit udgangspunkt i en intention, et konkret oplæg og skitser. Det konkrete oplæg kan være en sansning, en hændelse, en observation i omgivelserne, en fortælling, et fotografi etc. Gennem skitser udforsker, indkredser og afklarer jeg motivet, kompositionen og en farveskala. Det sker så ofte, at der i den videre proces opstår muligheder og veje, jeg ikke havde forudset. Det uforudsete kan give et nyt løft til det endelige værk, som på den måde rummer overraskelser og nye indsigter i forhold til det oprindelige udgangspunkt. På denne måde er tegne- og maleprocessen levende, dynamisk og evigt foranderlig.

Min motivverden koncentrerer sig aktuelt om portrætter, fortællinger fra Johannes Evangeliet og naturskildringer.